Plastindustriens medlemmer får gavn af nyt forsikringssamarbejde med Tryg

Pr. 1. januar 2021 har Plastindustrien og Tryg indgået et nyt forsikringssamarbejde, som sikrer brancheorganisationens medlemmer adgang til attraktive forsikringsløsninger og mulighed for bonusudbetaling.

Del:

Plastindustriens nye forsikringspartner er Tryg, som er blevet udvalgt efter en grundig og længerevarende sonderingsperiode.

Samarbejdsaftalen trådte i kraft 1. januar 2021, og aftalen betyder, at brancheforeningens medlemsvirksomheder hos Tryg får adgang til en række attraktive forsikringsløsninger, kompetent rådgivning om skadesforebyggelse og mulighed for en særlig bonus.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fortæller:

– Vi er rigtig glade for, at vi har indgået en god aftale med Tryg, så vi fortsat kan tilbyde en attraktiv forsikringsordning til Plastindustriens mange medlemmer. Det har været vigtigt for os at finde en samarbejdspartner, der kan levere det rette miks af både nationale og internationale forsikringsløsninger til en konkurrencedygtig pris.

Han uddyber:

– Det har også haft indflydelse på vores valg af forsikringspartner, at Tryg er i stand til at skræddersy forsikringsløsninger, som er målrettet danske plastvirksomheder. Her tænker jeg bl.a. på erhvervsforsikring, kriminalitetsforsikring og cyberforsikring. Derudover har det også været vigtigt for os, at Tryg har et landsdækkende assurandørkorps samt en hurtig, effektiv og professionel skadesbehandling.

Hans Arnum, direktør for Erhverv Danmark i Tryg, glæder sig til samarbejdet:

– I Tryg er vi både glade for og stolte over, at Plastindustrien har valgt Tryg. Vi ser frem til at byde Plastindustriens mange medlemsvirksomheder velkommen som nye kunder i Tryg.

Aftalen indeholder bl.a. følgende elementer:

  • Personlig rådgivning – af en fast assurandør specialiseret i forsikringer til plastbranchen inkl. et årligt servicebesøg.
  • Hurtig og effektiv skadehåndtering – hvis skaden sker, hjælper et team af professionelle eksperter og skadebehandlere din virksomhed gennem hele forløbet.
  • Mulighed for bonus – som kunde hos Tryg er du medlem af TryghedsGruppen, som er hovedejer af Tryg. Derfor har din virksomhed mulighed for at få bonus. Herudover er der mulighed for yderligere 2 % i bonus, hvis Plastindustriens medlemmer har få skader i løbet af et år.

 

Plastindustriens over 275 medlemsvirksomheder vil i den kommende tid blive kontaktet direkte med mere information om den nye forsikringsaftale.