Hvem skal vinde prestigefyldt kompositpris i 2021?

I 2020 vandt SDU Eagles og postDoc Jens Jakob Bender fra Aalborg Universitet Danish Composite Award - men hvem skal vinde prisen i 2021?

Plastindustriens Kompositsektion leder efter mulige kandidater til Danish Composite Award. Der er åben for indstilling af kandidater frem til og med den 21. januar 2021.

Del:

Plastindustriens Kompositsektion uddeler igen i 2021 en pris til én eller flere studerende, der har fuldendt et afgangsprojekt eller tilsvarende i 2020, hvori anvendelse af kompositmaterialer indgår som et væsentligt element.

Formålet med prisen er at fremme kendskabet til, og interessen for, kompositmaterialer blandt studerende og samtidig styrke samarbejdet med landets uddannelsesinstitutioner.

Prisen består af et diplom samt én følgende:

  • Deltagelse i JEC World Composite Show Europe i Paris i marts måned (fly, hotel, adgang til JEC, 300 € i lommepenge). NB: max 15.000 kr. i alt. Eller:
  • 7.500 kr. (B-indkomst)

Anders K. Knudsen, sekretær for Plastindustriens Kompositsektion, fortæller:

– Det er afgørende, at vi som branche er med til at skubbe på talentudviklingen, da vi mere end nogensinde har brug for kloge hoveder i vores virksomheder. Danish Composite Award fungerer som et rygstød for dygtige studerende, der i slutningen af deres studie står på spring til en karriere med fokus på kompositter.

Projekt og prismodtager offentliggøres her på hjemmesiden, så snart prismodtageren har fået besked.

Dertil inviteres prismodtageren til at deltage i Kompositsektionens årsmøde 2021, hvor der er mulighed for at præsentere vinderprojektet.

SE OGSÅ: Danish Composite Award – tidligere vindere

Retningslinjer for indstilling:

Afgangsprojektet eller tilsvarende skal være afsluttet i 2020 fra en dansk uddannelsesinstitution.

Kandidater indstilles af hoved- eller medvejleder.

Indstillingen sendes til Plastindustriens sekretariat, Anders K. Knudsen, akk@plast.dk, senest 21. januar 2021.

Indstilling skal omfatte:

  • Navn på kandidat(er)
  • Uddannelsesinstitution
  • Projekttype
  • Titel og navn på indstiller
  • Kort beskrivelse af projekt (max 1.500 anslag)
  • Motivering af indstilling – se også retningslinjer for tildeling (max 1.500 anslag)

Retningslinjer for tildeling:

Prisen er henvendt projekter, hvori anvendelse af kompositmaterialer indgår som et væsentligt element.

Der vil blive lagt vægt på projekter med stor betydning for kompositindustrien i form af forskningshøjde eller udbredelse af kendskab til kompositmaterialer.

Dertil vil der blive lagt vægt på kreativitet samt originale ideer med en væsentlig nyhedsværdi i projektets resultater, og projektet bør være bedømt til en karakter væsentligt over middel.

Bedømmelsesudvalget for tildeling af prisen udgøres af Kompositsektionens bestyrelse.

Hvis bedømmelsesudvalget vurderer, at der ikke er kvalificerede projekter, kan udvalget beslutte ikke at uddele prisen i det pågældende år.