Plastindustrien har valgt ny forsikringspartner

Fra årsskiftet har Plastindustrien indgået aftale om en ny brancheordning med Tryg, der dermed bliver brancheorganisationens nye forsikringspartner.

Del:

Tilbage i februar 2020 besluttede Plastindustrien at teste forsikringsmarkedet, hvilket vi gør med jævne mellemrum.

Plastindustriens adm. direktør, Thomas Drustrup, udtaler:

– Vores nuværende aftale med Codan har seks år på bagen, og vi fandt det derfor naturligt at foretage en grundig udbudsrunde for at sikre, at vi stadig kan tilbyde den bedst mulige aftale for vores mange medlemsvirksomheder.

Til at varetage vores interesser i udbudsrunden indgik vi en aftale med vores mangeårige rådgiver på forsikringsområdet, forsikringsmægler Johnny Møbius.

Plastindustrien valgte at invitere en række af de store forsikringsselskaber ind i udbudsrunden. Selskaberne blev udpeget ud fra følgende kriterier:

  • Leveringsdygtig i Internationale forsikringsløsninger og support World Wide
  • Leveringsdygtig i de nødvendige forsikringsprodukter
  • Landsdækkende assurandørkorps
  • Professionel skadesbehandling

Efter en længerevarende proces, hvor tre medlemmer af Plastindustrien havde stillet sig til rådighed som case eksempler, modtog vi i løbet af august tilbud fra de tre forsikringsselskaber.

Thomas Drustrup fortæller:

– Efter gennemgang og analyse af tilbuddene stod det klart, at det fra årsskiftet er Tryg, der samlet set kan levere den bedste aftale blandt andet ift. services og bonusvilkår.

Tryg vil derfor være Plastindustriens nye samarbejdspartner på forsikringsområdet fra 01.01.2021.

Plastindustrien glæder sig til at kunne præsentere forsikringsaftalens medlemsfordele på et senere tidspunkt.

Hvis I har spørgsmål til ovenstående, er I meget velkomne til at kontakte Thomas Drustrup eller vores forsikringsmægler Johnny Møbius, der kan træffes på 50661750 eller mail joptop@msn.com.