Netværksdagen 2020 bliver ikke gennemført

Plastindustriens bestyrelse har netop besluttet ikke at gennemføre Netværksdagen, der normalt bliver afholdt ultimo november på Hindsgavl Slot. Aflysningen sker af hensyn til coronasituationen.

Del:

Sidste år mødtes over 150 personer til Plastindustriens Netværksdag på Hindsgavl Slot, men sådan bliver det desværre ikke i år.

Plastindustriens bestyrelse har netop besluttet ikke at gennemføre arrangementet af hensyn til den aktuelle coronasituation.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, siger:

– Det er selvfølgelig brandærgerligt, men den øjeblikkelige coronasituation indbyder desværre ikke til at afholde store netværksarrangementer. Vi krydser fingre for, at tingene er mere normaliserede til næste år, hvor vi håber, at både Netværksdagen og Plastdagen vender tilbage i arrangementskalenderen.

Han fortsætter:

– Vi har for nylig foretaget en medlemsrundspørge, og her giver et stort flertal udtryk for, at de i større eller mindre omfang er underlagt forskellige besøgs- og rejserestriktioner. Undersøgelsen peger også på, at der i medlemskredsen ikke er et markant ønske om store fysiske events det næste halve års tid.

Online arrangementer fylder kalenderen

Aflysningen af Netværksdagen 2020 betyder dog ikke, at Plastindustriens aktivitetskalender er tom af den grund.

– Vi har siden foråret afholdt langt flere arrangementer end normalt, da branchen virkelig har taget de digitale tilbud til sig. Der har været rigtig mange tilmeldinger til vores online webinarer, foredrag og sektionsmøder. Vi vil derfor fortsat satse på at afholde en masse digitale aktiviteter i de kommende måneder, når vi nu desværre ikke kan samles i store fysiske forsamlinger, fortæller Thomas Drustrup afslutningsvis.