AVL A/S fik besøg af miljøminister Lea Wermelin

Til højre ses miljøminister Lea Wermelin (S) under rundturen på Aage Vestergaard Larsen A/S. Hun er flankeret af Franz Cuculiza, adm. direktør og Gitte Buk Larsen, bestyrelsesformand.

Den 7. september besøgte miljøminister Lea Wermelin (S) genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager. Her fik ministeren indblik i virksomhedens nye opfindelse, der kan oparbejde husstandssorteret plastaffald til ny højkvalitetsråvare i genanvendt plast.

Del:

Miljøminister Lea Wermelin (S) besøgte den 7. september Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, hvor hun fik fremvist virksomhedens nyeste opfindelse ”Georg”.

Anlægget er i stand til at oparbejde husstandssorteret plast til ny højkvalitetsråvare i genanvendt plast. Miljømisteren havde ligeledes udtrykt en generel interesse for at komme virksomheden rundt for at opleve, hvordan plasten bliver genanvendt i praksis.

Der blev på det mere end en time lange besøg også mulighed for at udveksle synspunkter om, hvordan det politiske system kan bakke op omkring målet om at øge genanvendelsesgraden af plast i Danmark.

– Vi er glade for ministerens besøg og for muligheden for at komme med vores synspunkter og ideer mht. hvordan det politiske system kan bakke op om at øge genanvendelsen af plast i Danmark, og vi oplevede en positiv og lydhør minister, fortæller adm. direktør Franz Cuculiza.

Han bliver suppleret af Gitte Buk Larsen, der er bestyrelsesformand i virksomheden:

– Vores ønske er helt klart, at det offentlige og private foretager grønne indkøb med fokus på mere genanvendelse, og at der lovgives om, at der skal bruges mere genanvendt plast som alternativ til nyvarer, hvor det er muligt.

LÆS MERE: AVL A/S vil genanvende danskernes husholdningsplast