Plastindustrien har opdateret og udgivet fagbogen Plastteknologi i 3. udgave. Bogen findes både som en ’rigtig’ bog og som en gratis online udgave. Ønsket er at gøre plastteknisk viden tilgængelig for så mange som muligt.
Plastindustrien har i samarbejde med en række medlemsvirksomheder, Den jyske Haandværkerskole, AMU Syd og Industriens Uddannelser opdateret bogen Plastteknologi – fagbog om plast og plastproduktion, som netop udkommet i en 3. udgave.
Plastteknologi er den danske fagbog om plastmaterialer og plastproduktion. Den findes både som gratis onlineudgave og som fysisk bog, som kan bestilles via Plastindustrien.
Bred og grundig plastteknisk viden
Bogen Plastteknologi beskriver udførligt de forskellige forarbejdningsprocesser i plastindustrien, ligesom plastmaterialernes egenskaber bliver gennemgået i de indledende kapitler.
Plastteknologi er udformet som lærebog til plastmageruddannelsen. Bogen anvendes desuden af universitetsstuderende inden for plastteknologi og andre ingeniørdiscipliner samt for læsere med brug for en generel introduktion til området.
Innovationskonsulent i Plastindustrien Rasmus Grusgaard fortæller:
– Det ultimative mål med bogen er, at teknisk plastviden skal være tilgængelig for så mange som overhovedet muligt. Derfor har vi sørget for, at den nye udgave af Plastteknologi ligger online til fri og gratis afbenyttelse. Jeg håber, at rigtig mange plastinteresserede vil få glæde af bogen. På sigt har vi mange flere ønsker til nyt indhold, men jeg synes, at bogen er blevet rigtig flot.
Læs eller bestil bogen her:
Du kan bladre i bogen i sit fulde omfang på www.plast.dk/plastteknologi.
Hvis du foretrækker at have en fysisk bog i hænderne, kan du også bestille din kopi og fordybe dig i næsten 600 siders plastviden!
Bogen koster 445,- og kan bestilles her allerede nu (men bogen afsendes først, når Plastindustriens pakkeri åbner efter coronavirus-situationen).