Debat: Plastemballagen har mange grønne fordele

“Indførelsen af en ny afgift på plastemballage vil imidlertid risikere at gøre mere skade end gavn, da plastemballagen har rigtig mange grønne fordele,” skriver Lars Friis Farsøe, kommunikationschef i Plastindustrien, i et debatindlæg i Midtjyllands Avis, hvor en læser ønskede at gøre plastemballage dyrere gennem afgifter.  

Del:

Nedenstående debatindlæg af Lars Friis Farsøe (kommunikationschef i Plastindustrien) er bragt i Midtjyllands Avis den 13. august:

I et læserbrev (10/8) skriver Jakob Skovenborg, at ’det skal ikke kunne betale sig at pakke ting ind i plastik’. Jeg vil vende den påstand på hovedet og i stedet argumentere for, at vi af hensyn til miljø og klima ikke har råd til at lade være med at bruge plastemballage.

Lad mig tage udgangspunkt i den aktuelle debat om madspild, der er en af de store CO2-syndere. Plastemballage spiller en central rolle i vores bestræbelser på at forebygge madspild, hvilket Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad, også fremhævede under vores fælles debatarrangement på Folkemødet i juni.

For at være mere konkret så hjælper plastemballagen til at passe på fødevaren og forlænge holdbarheden. F.eks. kan kun 1,5 g plast rundt om en agurk øge dens holdbarhed med 14 dage, og det er under 5 pct. af en fødevares miljøbelastning, der stammer fra emballagen.

Er alternative materialer grønnere end plast?

Jakob Skovenborg opfordrer bl.a. til, at al plastemballagen bliver pålagt en afgift. Det vil formentlig betyde, at butikker og forbrugere i højere grad fravælger plast til fordel for f.eks. glas og metal.

Nogle vil måske tænke, at det lyder som et godt bytte, men det skyldes typisk, at man ikke tager højde for, hvordan de alternative materialer påvirker miljø og klima.

En afgift på plastemballage vil som nævnt medføre en stigende efterspørgsel på metal og glas. Den udvikling vil være skidt for vores CO2-udledning, da disse materialer vejer mere under transport og kan være væsentligt mere ressourcekrævende at fremstille.

Industrien fremmer mere bæredygtig emballage

Selvom jeg mener, at Jakob Skovenborgs forslag at pålægge en afgift på al plastemballage vil være at gøre miljøet og klimaet en bjørnetjeneste, så er jeg helt enig med ham i, at vi selvfølgelig skal bruge vores plast mere bæredygtigt.

Derfor investerer danske emballagevirksomheder i øjeblikket også rigtig mange ressourcer i at designe produkter, der langt nemmere kan genbruges og genanvendes – bl.a. ved hjælp af en ny designmanual.

En af konsekvenserne af dette arbejde er, at almindelige forbrugere som Jakob Skovenborg og undertegnede får nemmere ved at sortere vores plastemballage, hvilket hjælper plastgenanvendelsen godt på vej. Særligt hvis kommunerne samtidig vælger at ensarte de mange forskellige affaldsindsamlinger, der i dag udgør en barriere for øget genanvendelse.

Indførelsen af en ny afgift på plastemballage vil imidlertid risikere at gøre mere skade end gavn, da plastemballagen har rigtig mange grønne fordele.