Medlemstilgangen til Plastindustrien fortsætter

Plastindustrien har netop rundet 250 medlemmer, hvilket er det højeste niveau i mange år. Adm. direktør Thomas Drustrup glæder sig over udviklingen og fremhæver, at der er mange forskellige grunde til, at virksomhederne melder sig ind.

Del:

Plastindustrien har i løbet af de seneste 5 år oplevet en meget positiv udvikling i antallet af medlemmer. 

I omegnen af 75 virksomheder har i denne periode valgt at støtte aktivt op om brancheforeningens arbejde i form af en indmeldelse, hvilket betyder, at der i dag er over 250 medlemmer af Plastindustrien. Det højeste niveau i mange år.  

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, glæder sig naturligt nok over, at medlemstallet er på sit højeste i mange år:  

– Vi er super glade for den stigende opbakning, som nu har været kontinuerlig i en årrække. Jeg mærker særligt en støtte til vores arbejde med at nuancere plastens image og indsats for at rekruttere elever/studerende til de plastrelevante uddannelser, men vores mange forskellige arrangementer og netværk er også et vægtigt argument for at melde sig ind. Derudover er den attraktive forsikringsaftale med Codan, som igen i år har kastet et stort bonusbeløb af sig, også med til at løfte virksomheder ind i foreningen.

Han fortsætter: 

– Selvom vi har fået mange nye medlemmer ind, så er der selvfølgelig plads til flere. Vores brancheorganisation bliver kun stærkere og bedre, når medlemsantallet stiger. Derfor vil vi fortsat række ud til potentielle medlemsvirksomheder for at invitere os selv på en kop kaffe, men man er naturligvis også mere end velkommen til at kontakte os, hvis man vil høre om fordelene ved et medlemskab.

Læs mere om medlemsfordelene:

Hvad siger de nye medlemmer?

”Hos VIKAN besluttede vi i efteråret 2018 for at melde os ind i Plastindustrien. Vi havde inden vores indmeldelse deltaget i de årlige arrangementer Plastdagen og Netværksdagen. Det har været aktuelle emner, der har været på agendaen og gode oplægsholdere. Ved vores indmeldelse i Plastindustrien er vi nu også kommet i netværksgrupper. Ved deltagelse i netværksgrupperne bliver vi også opdateret på trends inden for materialer og processer – og vi får yderligere indblik i andre plastrelaterede virksomheder,” Anne-Sofie Ravn Bering, Group Product and Development Manager i VIKAN.
”Vi mener, at et medlemskab af Plastindustrien giver os mulighed for at forstå vores kunders og dermed medlemmernes behov. Den viden, der er blandt Plastindustriens medlemsvirksomheder, er noget, som vi meget gerne vil høre mere om. Samtidig er vi sikre på, at vi også kan bidrage med stor know how indenfor vores felt,” Peter Grathwohl, Salgsdirektør i Kongskilde Industries.