Re-Match får investering til 24 fabrikker

CFO i Re-Match, Nikolaj Magne Larsen (tv.) og grundlægger, Dennis Andersen (th.) inspicerer slutprodukter fra genbrugsprocessen på Re-Match-fabrikken i Herning, Danmark. Nu har virksomheden fået investering til 24 fabrikker.

Med kapital fra vækstaccelerationsfonden, Nordic Alpha Partners, indleder den danske kunstgræs-’recycler’, Re-Match, nu en vækstrejse, som indebærer byggeriet af fabrikker i hele Europa og Nordamerika. Det første anlæg uden for Danmark bliver placeret i Holland for at imødekomme en stigende europæiske efter en bæredygtig løsning på håndteringen af udtjent kunstgræs.

Del:

Herning-virksomheden, Re-Match, har udviklet en patenteret og EU-verificeret miljøteknologi til genanvendelse af kunstgræs.

Processen nedbryder udtjent kunstgræs fra f.eks. fodboldbaner, renser og adskiller det til de oprindelige råvarer; sand, gummi, ’backing’ (underlag) og plastfiber. Slutprodukterne kan derpå anvendes til ny produktion på lige fod med tilsvarende materialer.

Fabrikken i Herning har været i drift siden 2016 og har ca. 26.000 tons kunstgræs igennem ’recycling’-processen om året. Med en investering fra Nordic Alpha Partners, kan Re-Matchs globale ekspansionsplaner nu realiseres og den første af de nye mange fabrikker vil blive bygget i Holland.

Skabelon til international ekspansion

Re-Match, der er ved at udvælge lokationen for sin nye hollandske fabrik, har til hensigt at opbygge en avanceret digitaliseret fabrik, der skal fungere som skabelon for de følgende 22 fabrikker, som skal bygges i Europa og Nordamerika – såvel som for potentielle joint ventures i Sydamerika, Asien og Australien.

Den hollandske fabrik, som vil have betydeligt større kapacitet end den eksisterende i Herning, forventes at være klar til produktion i 2020 og vil blive efterfulgt af fabrikker i USA, England og Tyskland.

Stærk finansiel partner

Den nye investor, Nordic Alpha Partners, der bl.a. har ATP som en af deres hovedinvestorer, har netop global ekspansion af danske industrisucceser som deres kernefokus.

– Det var min vision at gøre vores miljøteknologi tilgængelig globalt – og med Nordic Alpha Partners er det nu muligt, siger grundlægger af Re-Match, Dennis Andersen.

Nordic Alpha Partners strategi bag sit engagement i Re-Match er at muliggøre en hurtig udvidelse til flere markeder.

– Re-Match er et skoleeksempel på den type innovative industrivirksomheder, som vi som mindretalsaktionær er på udkig efter, udtaler Jakob Fuhr Hansen, Investment Partner i Nordic Alpha Partners.

Ny adm. direktør skal understøtte vækstrejsen

For at forberede denne vækstrejse, har Re-Match for nylig fået en ny administrerende direktør ombord. Dr. Stefaan Florquin er en senior industrileder med stærk international erfaring med ’operationel excellence’ og kommercialisering af cirkulære forretningsmodeller.

Han har tidligere haft positioner som adm. dir. for Vacuumschmeltze og VP Operations i både Solutia og Eastman Chemical Company og har haft ansvaret for fabriker og kapitalprojekter over hele verden.

Stefaan Florquin forklarer:

– Da jeg først kom i kontakt med Re-Match var det som rådgiver for virksomheden, men da jeg fik indblik i Re-Matchs potentiale og virksomhedens teknologi- og vækstplaner, så ændredes mit fokus hurtigt. Nu glæder jeg mig til at lede virksomheden frem på den spændende vækstrejse, som vi har foran os.

Ved kontraktindgåelsen. Fra venstre: Jakob Fuhr Hansen (Partner, Nordic Alpha Partners), Nikolaj Magne Larsen (CFO, Re-Match), Stefaan Florquin (CEO, Re-Match), Dennis Andersen (Grundlægger, Re-Match), Laurits Bach Sørensen Partner, Nordic Alpha Partners).

Stort potentiale – uafhængig at grøn politik

Hvis man ser på, at der allerede er udlagt 180.000 baner i et marked med en årlig vækst der er to-cifret, er der et stort potentiale for recycling af kunstgræsbaner nu og i fremtiden, hvilket også afspejles af det antal fabrikker, som man nu vil bygge.

Value Creation Partner i Nordic Alpha Partners, Laurits Bach Sørensen, forklarer:

– Når vi laver vores markedsanalyse på Re-Match konceptet, står det klart at virksomheden har en usædvanligt stærk løsning med reel mulighed for at ændre spillereglerne i en global industri, da det simpelthen er billigere at levere de brugte kunstgræsbaner til recycling hos Re-match end at brænde dem. At vi så bagefter er i stand til at gensælge det ’recyclede’ materiale tilbage til branchen gør, at vi tjener to gange på det samme, samtidig med at vi afhjælper miljøet for et kæmpe problem.

Findeling af slutprodukter på anlægget i Herning, Danmark.