BEWI fik besøg af Venstres Morten Dahlin

Morten Dahlin, folketingskandidat for V, blev vist rundt i virksomhedens produktionsfaciliteter af Marianne Nielsen.

BEWISynbra Denmark i Holbæk fik d. 24. oktober 2018 besøg af Morten Dahlin, som er folketingskandidat for Venstre i Sjællands Storkreds og byrådsmedlem i Greve Kommune. Her vendte de bl.a. bedre og mere ensartede indsamlingsregler af affald, øget genanvendelse og cirkulær økonomi.

Del:

Den sjællandske Venstre-politiker Morten Dahlin besøgte onsdag d. 24. oktober 2018 BEWiSynbras fabrik i Holbæk. Virksomheden producerer bl.a. fødevarekasser, emballage og isolering til maskindele i EPS (ekspanderet polystyren) – også under varemærket Flamingo.

Formålet med besøget var bl.a. at give Morten Dahlin et indblik i, hvordan danske EPS-virksomheder i praksis arbejder med at øge plastgenanvendelsen og generelt fremme den cirkulære økonomi gennem grønne forretningsmodeller.

Besøget bød på en grundig introduktion til EPS som materiale og dets mange anvendelsesmuligheder, virksomhedens historie og en rundvisning i produktionen.

Morten Dahlin, der både er byrådsmedlem i Greve Kommune og opstillet som folketingskandidat for Venstre i Sjællands Storkreds, fortæller:

– Det var spændende at blive klogere på EPS-produktion og materialets mange anvendelsesmuligheder. Det er viden, som er relevant både i mit arbejde i byrådet, hvor vi skal sikre, at EPS’en bliver indsamlet, så den kan blive genanvendt, men også i forhold til det landspolitiske. Der er potentiale i Danmark som foregangsland ift. genanvendelse af EPS’en.

I Danmark har BEWiSynbra Denmark syv fabrikker med 240 medarbejdere. Udover fabrikken i Holbæk har BEWiSynbra Denmark også produktion i Maribo og Holeby på Lolland, og fire fabrikker i Jylland, som producer emballage og produktkomponenter (BEWi Styropack) og Isoleringsprodukter (BEWi Styrolit)

Morten Dahlin fortsætter;

– Det var særlig interessant at blive gjort opmærksom på, at ensretning af indsamling af affald ikke kun er et spørgsmål om genanvendelse. Jeg blev gjort opmærksom på, at virksomheder, som har produktion i flere kommuner skal forholde sig til forskellige indsamlingsregler, hvilket er en uhensigtsmæssig administrativ byrde.

Glad for omverdenens interesse

Marianne F. Nielsen, HSEQ Manager i BEWiSynbra Denmark var glad for besøget:

– Det er altid interessant, når omverdenen interesserer sig for ens produkter. Og i BEWI går vi meget gerne i dialog med politiske interessenter. Det er vigtigt, at de kender så meget som muligt til den virkelighed, som de er med til at regulere. Derfor var det ekstra fornøjeligt at møde en så engageret og spørgelysten politiker, som Morten Dahlin. Han var forberedt og forstod hurtigt en masse af de udfordringer og muligheder, som vi står overfor som EPS-virksomhed.

Marianne F. Nielsen fortsætter:

– I BEWiSynbra Denmark arbejder vi fokuseret med cirkulær økonomi og øget genanvendelse af EPS. Derfor er det ærgerligt, når vi selv oplever, at forskellige kommunale indsamlingsregler bliver til en administrativ byrde for os som produktionsvirksomhed, for så ved vi jo godt, at det generelt bliver sværere at få ensartet reglerne, så vi kan genanvende endnu mere.

Vigtigt med tæt dialog med Christiansborg

Besøget hos BEWI blev afviklet i samarbejde med EPS-branchen, som er en del af Plastindustrien, og her er projektchef i EPS-branchen Chresten Heide-Anderson glad for den konkrete dialog med politikerne. For det er essentielt, at politikerne får syn for sagen, når de skal vedtage rammevilkår for branchen.

– Det er dejligt at Morten Dahlin giver sig tid til at besøge virksomheder, som BEWiSynbra Denmark. Det giver en anden mulighed for dialog om de udfordringer, som virksomhederne og samfundet i fællesskab skal løse. I EPS-branchen har vi vores egen indsamlings- og genanvendelsesordning. Brugt EPS er en værdifuld ressource, som efterspørges i hele verden, fordi den er 100 % genanvendeligt, men vi kan kun nå en del af vejen som branche, vi er nødt til at have kommunerne og Christiansborg med resten af vejen.

BEWiSynbra Denmark:

BEWiSynbra i Danmark er en del af den europæiske koncern BEWI Synbra Group, en af Europas førende EPS-producenter med 1.300 ansatte på 28 produktionssteder i hele Norden, Holland og Portugal. I Danmark har virksomheden syv fabrikker spredt bredt geografisk over hele Danmark. Virksomheden har knap 240 medarbejdere i Danmark. Udover fabrikken i Holbæk har BEWiSynbra Denmark bl.a. fabrikker i Glejbjerg, Hobro, Holeby, Maribo, Såby og Tørring.