Medlemmerne har ordet: Metalerstatning skaber ekstra volumen i plastindustrien

Edwin Groothuis er forfatter af klummen 'Medlemmerne har ordet' i Magasinet Plast nr. 2/2018.
Edwin Groothuis er forfatter af klummen 'Medlemmerne har ordet' i Magasinet Plast nr. 2/2018.

I denne omgang af ‘Medlemmerne har ordet’ skriver Edwin Groothuis (Erteco Rubber & Plastics AB) om løsninger, hvor plast med fordel kan erstatte metal, og om virksomhedens Erteco Tech Center, der besvarer kundernes spørgsmål omkring nye plastløsninger.

Del:

Af Edwin Groothuis, Erteco Rubber & Plastics AB, – klummen er bragt i Magasinet Plast nr. 2/2018.

Hvis plastindustrien skal fortsætte med at vokse, så er det nærliggende at fokusere på løsninger, hvor plast med fordel kan erstatte metal.

Det er en proces, som er startet for mange år siden, men der er stadig et meget stort uudnyttet potentiale. Nye materialer, nye processer og et større vidensgrundlag skal være med til at drive udviklingen fremad.

Vi har gentagne gange set, hvordan det giver god PR-omtale, når plast erstatter et typisk ’metalprodukt’ som eksempelvis den første vandmåler i plast (ca. 20 år siden), kofangere i plast osv.

Biler, elektronik, offshore, medico og industrielle produkter er blot nogle af de få udvalgte områder, hvor plast i øjeblikket vinder rigtig meget frem på bekostning af metal, og i vores virksomhed kan vi tydeligt mærke den stigende interesse for nye plastløsninger.

Fordelene spænder vidt

Der er ikke mangel på fordele, når det kommer til at erstatte metal med plast, men fordelene er ofte meget produktspecifikke.

For alle konverteringer til plast gælder det dog, at der kan opnås et lavere energiforbrug og en markant lavere vægt. Derudover er det også muligt at slippe for efterbearbejdning såsom lakering, og kunden slipper naturligvis også for at skulle forholde sig til risikoen for korrosion.

Et vigtigt tema er naturligvis, hvordan plastløsningen opnår en tilfredsstillende styrke, og der er det vores erfaring i ERTECO, at vi skal arbejde aktivt med plastens konstruktion, egenskaber og ’fleksibilitet’ for at komme så tæt på metal som muligt.

I den sammenhæng er det selvsagt en fordel at have et indgående kendskab til plastensegenskaber under påvirkning af temperatur, tryk, elektrisk spænding, fugtighed osv.

Når det hele går op i en højere enhed, så ser vi ofte, at plastløsningen klarer sig bedre end den originale konstruktion i metal.

Besparelsen på totalomkostninger kan variere, og det er vores kunders erfaring, at der kan opnås besparelser på alt lige fra 20% til 80%.

En kontinuerlig udvikling kræver investeringer

Der er min opfattelse, at hvis den positive udvikling med metalerstatning skal fortsætte, så kræver det, at vi som branche investerer de fornødne ressource, så vores slutkunder kan se fordelene ved at vælge plast.

Det er årsagen til, at vi har etableret Erteco Tech Center, hvor et antal personer udelukkende er dedikeret til at arbejde med nye projekter. Her gør vi bl.a. brug af forskellige former for simuleringssoftware og andre analyseværktøjer, der hjælper os til at besvare kundernes spørgsmål omkring nye plastløsninger.

Som nævnt kommer der hele tiden nye materialer og nye kompounds til, hvilket skaber er væld af muligheder. Hvis vi som industri forbliver ekstremt innovative og investeringslystne, så er jeg overbevist om, at vi fortsat kan medvirke til, at plast i stigende grad erstatter metal.

’Medlemmerne har ordet’ er en fast klumme i Magasinet Plast, der skrives på skift af forskellige aktører i plastbranchen. Holdninger i klummen er et udtryk for skribentens personlige holdning og ikke nødvendigvis for Plastindustriens officielle politik.