Ingemann Components investerer i ny teknologi og trækker arbejdskraft hjem til Skandinavien

Dorthe Hillerup Vedsted, produktionschef og Peter Ditlev, administrerende direktør fra Ingemann Components fortæller, at familiebåndet både er en styrke og en udfordring, og at det er viljen til at ville hinanden og virksomheden, der blandt andet har været medvirkende til dens succes.
Dorthe Hillerup Vedsted, produktionschef og Peter Ditlev, administrerende direktør fra Ingemann Components fortæller, at familiebåndet både er en styrke og en udfordring, og at det er viljen til at ville hinanden og virksomheden, der blandt andet har været medvirkende til dens succes.

Ingemann Components er en plastvirksomhed med et godt fodfæste i det nordiske marked. Virksomheden har netop investeret i ny teknologi, der både skal bringe virksomheden ind på nye europæiske markeder og trække arbejdspladser væk fra Asien og tilbage til Skandinavien.

Del:

Denne artikel er oprindelig bragt i Magasinet Plast nr. 2/2018.

Peter Ditlev og Dorthe Hillerup Vedsted er henholdsvis administrerende direktør og produktionschef i virksomheden, Ingemann Components, der er markedsledende producent af belysningskomponenter, og som i mere end 16 år har arbejdet med lys- og plastmaterialer i Norden.

Virksomheden, der er underleverandør til belysningsindustrien i Norden og Baltikum, arbejder især med at levere produkter og løsninger, rådgivning, test- og lysmålinger, assistance samt fleksibel produktion og service.

Investeringer i teknologi og nye markeder

Ingemann Components har siden 2015 foretaget flere investeringer i nye maskiner, der har været med til at skubbe virksomheden ind i fremtiden. Den seneste investering består af to nye maskiner, hvoraf den ene er en 11 meter lang laserskærer og den anden en 9 meter lang lasergraveringsmaskine.

Maskinerne skal, udover at bringe virksomheden ind på nye europæiske markeder som Polen og Tyskland, også skabe nye arbejdspladser i Skandinavien, da virksomheden trækker produktionen hjem fra Asien.

Det forklarer Peter Ditlev:

– I takt med, at vi har udbygget vores tekniske kompetencer, har vi fået nye interessante forespørgsler fra kunderne, der hele tiden udfordrer os teknisk, hvilket igen driver udvikling af både medarbejdere og anvendelse af nye teknologier. Vi bevæger os i en meget positiv spiral. Nu investerer vi i maskiner og teknologier, der kommer til at spille en vigtig rolle for virksomhedens fremtid.

Nye arbejdspladser i Skandinavien

De nye maskiner gør det muligt for virksomheden at konkurrere med asiatiske producenter på grund af virksomhedens services, som blandt andet indebærer større fleksibilitet i produktionen, høj kvalitet, kortere logistikveje og mindre ordrestørrelser.

Kunderne kan med andre ord forkorte leveringstiden, reducere deres lagre og dermed arbejdskapital. Det er vigtige parametre i konkurrencen, for vi vinder ikke på pris, men på at levere størst værdi.

– Med maskinerne kan vi tilbagesource den produktion, der indtil bare for få måneder siden blev lavet i Korea og Kina, og skabe nye arbejdspladser i Skandinavien. Derudover betyder investeringen også, at kunderne kan forvente få dages leadtime og bestille mindre seriestørrelser, hvilket er noget kunderne efterspørger, fortæller Dorthe Hillerup Vedsted.

– Vi kan konkurrere med virksomhederne i Asien på vores agilitet. Derudover har vi masser at tilbyde nye kunder syd for grænsen og med investeringen i maskinerne er vi klar til det næste skridt, uddyber Peter Ditlev.

Familiebåndets styrke og udfordring

Udover at være administrerende direktør og produktionschef, da er de to ledere også i familie med hinanden, hvor Dorthe Hillerup Vedsted er datter af ejerne Niels Ingemann Møller og Birgit Hillerup Møller, og Peter Ditlev, nevø.

Familiebåndet er både en styrke og en udfordring, fortæller Dorthe Hillerup Vedsted:

– Det er viljen til at ville hinanden og virksomheden, der blandt andet har været medvirkende til dens succes. Man skal naturligvis være bevidst om at tage den professionelle hat på, når man samarbejder med familie. Men det, at vi alle har det i blodet og vil det så meget, betyder alt og gør det til en fantastisk sjov rejse.

Ingemann Components er med andre ord en familieejet virksomhed, der tilbage i 2002 kunne slå dørene op for første gang, da Niels Ingemann Møller efter flere år på arbejdsmarkedet besluttede sig for at blive selvstændig.

Han købte den daværende virksomhed, Gitterteknik, der dengang arbejdede med gitre, der kunne afblænde lyset fra lysrør. Det minder meget om det virksomheden arbejder med i dag. Dog er lysrøret skiftet ud med LED lys og gitrene med lysdæmpende folio og plastplader, hvori der graveres en specifik struktur, der skaber et unikt lys.

Et nyt medlem af Plastindustrien

Ingemann Components startede som handelsvirksomhed, men i 00´erne begyndte de at bearbejde de produkter, de solgte. Med tiden er der blevet færre og færre handelsvarer, og i stedet et langt større fokus på selve produktionen, hvilket også var grundlaget for virksomhedens ønske om at blive en del af Plastindustrien.

Peter Ditlev udtaler:

– Vi har arbejdet med plast i mange år, og vi meldte os ind i Plastindustrien, fordi vi i højere grad er blevet en produktionsvirksomhed og arbejder med styringsmekanismer og problemstillinger, der er relateret til det. Derfor syntes vi, at vi kunne få en masse god brancheviden derfra. Og det har vi allerede haft stor nytte af.