Velkommen til Plastindustriens nye uddannelseskonsulent: Jo Dietrich

Jo Dietrich PLastindustrien

Den 1. marts 2018 havde Jo Dietrich sin første dag i Plastindustriens sekretariat, hvor hun er ansat som uddannelseskonsulent. Hun får bl.a. til opgave at sikre, at plastbranchen får nemmere adgang til faglært arbejdskraft og ingeniører.

Del:

Jo Dietrich er for nylig startet som uddannelseskonsulent i Plastindustrien sekretariat.

Hun er uddannet cand. mag. i pædagogik og har tidligere været ansat på Technical Education Copenhagen (TEC), samt i brancheforeningen Danske Maritime, hvor hun også har haft fokus på uddannelse og kompetencer.

Jo Dietrich fortæller:

– Jeg har set frem til at begynde i Plastindustrien og til at komme i gang med at arbejde med foreningens uddannelsesmæssige tiltag. Jeg har mange forskellige arbejdsområder såsom sekretærfunktion for Sprøjtestøbesektionen, poster i forskellige uddannelsesudvalg, rekrutteringskampagner og meget mere, så jeg har mange spændende opgaver foran mig.

Hun fortsætter:

– Her i starten gælder det selvfølgelig også om at komme ind under huden på medlemsvirksomhederne og på plastbranchen generelt. Derfor vil jeg bestræbe mig på at bruge en stor del af min tid på at være i tæt dialog med vores medlemmer for at blive endnu klogere på, hvordan vi som brancheforening kan medvirke til at imødekomme plastvirksomhedernes udfordringer inden for uddannelse og arbejdskraft.

Uddannelse og kvalificeret arbejdskraft er vigtige temaer

En af hovedkonklusionerne i Plastindustriens medlemsundersøgelse fra 2017 var, at uddannelse og rekruttering af ingeniører og faglærte, er blandt de absolut vigtigste temaer netop nu i branchen.

Det er årsagen til, at Jo Dietrich er startet i en nyoprettet stilling som uddannelseskonsulent, da Plastindustrien netop ønsker at opprioritere brancheforeningens indsats på uddannelsesområdet.

Jo Dietrich uddyber:

– Vi har i forvejen gang i rigtig mange gode tiltag på uddannelsesområdet som f.eks. de to kampagner BlivPlastmager.dk og BlivPlastingeniør.dk, og nu er der mulighed for at dedikere endnu flere ressourcer til dette område. Jeg brænder personligt meget for, at vi skal sikre, at flere elever og lærere i grundskolen får øjnene op for plastens mange gode egenskaber – og ikke mindst for de mange karrieremuligheder, der er inden for vores branche.

Derudover medvirker Jo Dietrich også i etableringen og udviklingen af CIRKLA – Akademi for plastgenanvendelse i regi af projektet ‘Genanvendelse af plast – en styrket dansk industri’, der er støttet af Industriens Fond. Tanken bag projektet er, at resultater videst muligt skal forankres i det etablerede uddannelsessystem, bl.a. efter- og videreuddannelse i AMU-regi, samt på erhvervsuddannelserne, særligt plastmageruddannelsen.