Ny pålidelig målemetode sætter foreløbigt spørgsmålstegn ved fund af mikroplast i drikkevand

Miljøstyrelsen har netop offentliggjort en pålidelig målemetode, der skal føre til en troværdig undersøgelse af, hvorvidt der er mikroplast i drikkevandet. De foreløbige pilotprøver tegner et godt billede, der står i kontrast til tidligere undersøgelser.

Del:

Miljøstyrelsen har fået udviklet en pålidelig målemetode af Aarhus Universitet, der skal bruges til at undersøge, om der er mikroplast i det danske drikkevand.

I efteråret 2017 gav det stor medieopmærksomhed, da en undersøgelse angiveligt fandt mikroplast i drikkevandet flere steder i hovedstadsområdet.

Den konkrete undersøgelse blev af fagfolk dernæst vurderet som værende meget usikker, hvorfor myndighederne ikke valgte at konkludere noget. I stedet bad myndighederne Aarhus Universitet om at udvikle en mere troværdig metode, som nu er færdiggjort.

Plastindustriens miljøpolitiske chef, Christina Busk, er tilfreds med, at der nu er kommet styr på det metodiske fundament for debatten om mikroplast i drikkevandet:

– Det er utroligt vigtigt, at vi kan stole på de testresultater og undersøgelser, som vi bliver præsenteret for i den offentlige debat, så vi ikke sætter ind med de forkerte løsninger. Plast hører naturligvis ikke til i drikkevandet, og jeg er glad for, at forskerne nu har udviklet en solid målemode, som kan bruges til at teste vandet flere steder i Danmark.

Foreløbige prøver tegner lovende

Som en del af udviklingen af den nye metode har Aarhus Universitet pilottestet tre 50 liters prøver af drikkevand fra forskellige steder i hovedstadsområdet.

Ifølge Miljøstyrelsen var der ikke mikroplast i to ud af de tre prøver, mens der i den tredje prøve kun var én enkelt mikroplastfiber.

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, glæder sig over de foreløbige resultater:

– Jeg er rigtig glad for, at de tidlige testresultater viser, at der ifølge Miljøstyrelsen er forsvindende lidt mikroplast i drikkevandet i forhold til de fund, som der fik stor opmærksomhed i medierne i efteråret. Det er selvfølgelig for tidligt at konkludere noget endegyldigt, men de tre pilotprøver tegner indtil videre et billede af, at mikroplast i drikkevandet ikke er en stor miljøudfordring i Danmark.

Miljøstyrelsen vil i de kommende måneder foretage en større undersøgelse af det danske drikkevand for at afklare, hvorvidt det indeholder mikroplast eller ej. Resultaterne forventes klar i løbet af sommeren 2018.