Plastindustrien afholder mini-seminarer om sociale medier

I april måned afholder Plastindustrien to mini-seminarer om professionel brug af sociale medier. Den 6. april foregår det i Industriens Hus i København, og den 12. april hos Zebicon i Billund. Vores seminarer er målrettet adm. direktører og personer med ansvar for salg eller marketing.

Del:

Sociale medier bliver ved med at vinde frem. LinkedIn, Twitter og Facebook er nogle af de medier, som mange danske virksomheder i stigende grad tager til sig i en professionel sammenhæng.

Plastindustrien har arbejdet strategisk med bl.a. LinkedIn og Twitter de seneste par år, og nu vil brancheorganisationen gerne dele ud af sine erfaringer direkte til medlemsvirksomhederne.

– Plastindustrien har i løbet af de seneste år opbygget en stærk platform på nogle de sociale medier. Det er også tydeligt at se, hvordan flere og flere plastvirksomheder begynder at være til stede online. Vi vil derfor meget gerne hjælpe medlemmerne med at få endnu mere ud af de sociale medier og dele ud af vores konkrete erfaringer, forklarer Asbjørn Lindsø, der er kommunikationsansvarlig i Plastindustrien.

Derfor åbner Plastindustrien nu for tilmelding til to mini-seminarer i april, der fokuserer på, hvordan virksomheder og personer i plastbranchen kan få endnu mere ud af at bruge de sociale medier aktivt.

Hvordan kan du og din virksomhed få mere ud af LinkedIn?

Først og fremmest vil arrangementerne handle om brugen af LinkedIn, da det er det medie, der er oplagt for flest af Plastindustriens medlemmer at anvende aktivt til markedsføring, salg og tiltrækning af nye medarbejdere.

Forudsætningen for succes via LinkedIn er bl.a. at ens profiler – den personlige såvel som virksomhedens – sidder lige i skabet. Derfor vil vi bl.a. give gode tips og tricks til, hvad der kendetegner den gode profil.

Derudover vil vi også gennemgå, hvordan du kan nå ud til en stor relevant målgruppe ved at dele indhold fra dit arbejdsliv og fra virksomhedens dagligdag.

Ydermere vil vi også kort berøre, hvordan du og din virksomhed rent professionelt kan anvende Twitter og Facebook som nogle effektive værktøjer.

Konkrete øvelser og brainstorms

Der vil undervejs være indlagt konkrete øvelser på de sociale medier, og det er derfor vigtigt, at du medbringer en bærbar computer til arrangementet.

– Vores mini-seminarer bliver en blanding mellem oplæg, brainstorms og konkrete øvelser. Det er vores erfaring, at man får klart det største udbytte, når man med det samme får mulighed for at arbejde med ens profiler de sociale medier og kommer i gange med at overføre teorien til praksis, siger Asbjørn Lindsø, der er underviser sammen med kommunikationskonsulent Lars Friis Farsøe.

Mini-seminar (øst) bliver afholdt i Industriens Hus, København den 6. april kl. 13-16. Mini-seminar (vest) bliver afholdt hos Zebicon, Hedegårdsvej 11 i Billund, den 12. april kl. 13-16.