Plastindustrien indgår brancheaftale med Bisnode

Medlemmer af Plastindustrien kan nu få rabat hos Bisnode på en række udvalgte services som fx de kendte Rating-produkter og forskellige former for kreditindsigt om andre virksomheder. Lars Klinkby, adm. direktør i plastvirksomheden EXPO-NET Danmark A/S, anbefaler at bruge Bisnode.

Del:

Plastindustrien har netop indgået et samarbejde om en brancheaftale med Bisnode Danmark A/S, der medfører kontante rabatter på tre af virksomhedens løsninger.

– I Bisnode har vi specialiseret os i at tilbyde kredit, marketing- og forretningsinformation, så virksomheder får lettet beslutningsprocesserne i såvel strategiske spørgsmål som i den daglige drift. Og det er netop disse kompetencer, der kommer i spil med det nye samarbejde mellem Bisnode og Plastindustrien, fortæller Mikael Lassen, som er teamleder hos Bisnode og tovholder på brancheaftalen.

Bisnode er allerede kendt af mange i plastbranchen som leverandør af de populære Rating-produkter, som gør det muligt at vise omverdenen, hvor kreditværdig ens virksomhed er. Fx via et Live Rating Logo på ens egen hjemmeside eller via et fysisk diplom.

Udover rabat på Rating-produkterne medfører brancheaftalen også en lavere introduktionspris for de medlemsvirksomheder, som gerne vil have information om kunder og leverandørers betalingsadfærd. Som medlem af Plastindustrien og ny kunde hos Bisnode får du 25% rabat på KreditTjek i Debitor Registret, der er ejet af Bisnode koncernen.

Derudover er det muligt at købe adgang til Internationale Kreditrapporter, der indeholder detaljerede kredit-, virksomhedsinformationer og koncernstrukturer på over 200 mio. virksomheder i mere end 190 lande til en introduktionspris for nye Bisnode kunder på 12.000 kr., hvor normalprisen er 22.000 kr.

Plastvirksomhed er begejstret for Bisnode

EXPO-NET Danmark A/S i Hjørring er en af de danske plastvirksomheder, som allerede i dag drager fordel af Bisnodes forskellige produkter og services.

Det fortæller virksomhedens adm. direktør Lars Klinkby:

– Vi har i nogle år brugt forskellige produkter fra Bisnode, og vi er meget tilfredse med kvaliteten. Fx har vi et ’Live Rating Logo’ på vores hjemmeside, der hele tiden bliver opdateret. Det giver os mulighed for at vise vores omverden, at vi er en seriøs leverandør, der driver en sund og kreditværdig virksomhed.

Lars Klinkby fortsætter:

– Vi bruger også Bisnodes produkter til at kigge nye kunder og leverandører lidt efter i kortene. Det er nemlig vigtigt for os, at de virksomheder – som vi handler med – har et solidt økonomisk fundament. Derfor er det nyttigt, at vi gennem Bisnode kan få adgang til kreditinformationer og en vurdering af den enkelte virksomheds situation. Det ser jeg som en klar fordel for vores forretning.