Poca Glasfiber hiver solidt overskud indenbords

Hedensted-virksomheden Poca Glasfiber producerer bl.a. både til det grønlandske marked, og det har igen vist sig at være en god forretning. Dette års regnskab gav – i lighed med forrige år – et overskud på 2,5 millioner kroner. 

Del:

Poca Glasfiber i Hedensted har netop præsenteret virksonhedens årsregnskab, og det viser, at virksomheden har skabt en solid forretning i kølvandet på finanskrisen.

I lighed med forrige år kan Poca Glasfiber fremvise et overskud på bundlinjen på 2,5 millioner kroner, og det er resultatet af et langt sejt træk fortæller virksomhedens direktør Erik Marker til Fredericia Dagblad:

-Vi blev ligesom alle andre ramt af finanskrisen, og efterfølgende har vi også fået overstået et generationsskifte i virksomheden. Min hustru og jeg overtog det endeligt efter min svigerfar for fire år siden, og vi har været inde i en positiv stime.

Stigende salg til Grønland

En af årsagerne til virksomhedens positive udvikling er et stigende salg af joller til Grønland:

-De er begyndt at efterspørge de store joller i Grønland, og det giver en større omsætning. Samtidig har vi nu fået gang i produktionen af de nye modeller, og derfor er det lidt nemmere at tjene penge, udtaler Erik Marker.

Virksomheden blev grundlagt af hans svigerfar, Poul Erhardt Petersen, i 1967, og han så et stort potentiale i det grønlandske marked. Sejlads i det isfyldte farvand betød et stort behov for både af høj kvalitet, og det har Poca Glasfiber siden specialiseret sig i, der i dag beskæftiger 20 ansatte.

Poul Erhardt Petersen stod i spidsen for Poca Glasfiber indtil 2011, hvor han overlod roret til datteren Betina Petersen Marker og svigersønnen Erik Marker.

I dag ejer de firmaet, som har ca. 20 ansatte. Erik Marker har været ansvarlig siden 2005 og er som nævnt i dag direktør for firmaet.