Bedst som mange troede, at råvarepriserne ville være stabile, måske faldende, i en længere periode, så skete det igen: Kort efter nytår steg priserne voldsomt fra den ene dag til den anden. En udvikling, der ser ud til at fortsætte. Og måske det ikke er så underligt. Gennem hele fjerde kvartal af 2011 tabte plastråvareproducenterne nemlig penge, og det lå i luften, at noget ville ske.
SYNSPUNKT af Jan Schäfer, SABIC Nordic
Det kan godt være at polyethylen- og polypropylen-priser på omkring 1200-1300 euro per ton er i den høje ende historisk set, og det forledte muligvis nogen til at tro, at prisniveauerne fra efteråret 2011 ville blive de permanente prisniveauer gennem 2012. Selv garvede råvareleverandører havde svært ved at se, hvor ændringen i prisbilledet skulle komme fra.
Ved hurtig hovedregning kunne alle dog forvisse sig om, at polyethylen- og polypropylen-priser på det niveau, vi så i de sidste måneder af 2011, var stærkt tabsgivende for producenterne af materialerne. Simpel addition af kendte variable og faste omkostninger til monomerpriserne gav et tal, som lå en del over prisniveauet på materialerne. Derfor tilsagde en mere koldblodig tilgang til råvarepriserne, at lunten ville blive tændt og prisbomben sprænge, så snart der bød sig en lejlighed. Spørgsmålet var, hvor gnisten skulle komme fra i et marked, der virkede ligeså nedkølet som en græsk statsobligation.
Olieuro fik priserne til at stige
Med det i baghovedet gik råvareproducenterne på juleferie i 2011 med bange anelser for 2012. Hele værdikæden for råvarer – fra nafta til monomer til plast – var trykket i bund og blødte økonomisk. Kun i første led hos olieproducenterne blev der fortsat tjent penge, da olieprisen stadig gennem hele slutningen af 2011 lå på et hæderligt niveau ikke langt fra 100 dollars per tønde. Så forhåbentlig kunne der også tjenes penge i sidste led – de plastforarbejdende virksomheder.
I gennem det meste af 2011 havde de plastforarbejdende virksomheder i det meste af Europa oplevet en stabilisering af deres situation. Efter de kaotiske år siden 2008 var slutbrugerne så småt begyndt at vende tilbage med projekter. Efterspørgslen fra især Tyskland var i stærk bedring, og faldende plastråvarepriser siden det sene forår 2011 pyntede på bundlinjen hos forarbejderne.
Men lige så hurtigt, som nytårsraketterne var landet efter festlighederne nytårsaften, lige så hurtigt ændrede situationen på plasttråvaremarkederne sig. 2012 var ikke mange dage gammel før uroen i Mellemøsten, primært relateret til situationen i kronisk ustabile Iran, fik oliepriserne til at stige kraftigt. Ved indgangen til marts 2012 lå prisen 30 procent højere end ved årsskiftet. Og pilen peger kun fortsat én vej: Opad. Det globale oliemarked har i længere tid balanceret på en knivsæg. Da 700.000 iranske tønder olie dagligt pludselig blev ramt af embargo fra USA og EU, tippede balancen over mod underudbud (i hvert tilfælde i mange markedsaktørers bevidsthed) og mod prisstigninger.
Stærkt stigende oliepriser, og dermed nafta-priser og deraf afledte monomer-priser blev derfor den gnist som tændte en ny priseksplosion på plast. Da efterspørgslen på plastråvarer samtidig var fin fra årets begyndelse i 2012, accelererede prisstigningerne yderligere. Spekulativ købsadfærd af råvarer og et par europæiske petrokemiske anlæg sat ud af spillet på grund af sibiriske kuldegradder i Europa en uges tid, satte yderligere skub i prisstigningerne. I skrivende stund forventes denne udvikling at fortsætte i marts, måske længere.
Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###
Hvad med resten af 2012?
Da olieprisen med stor sikkerhed forbliver på et højt niveau i hele 2012, er det ikke sandsynligt, at plastråvarepriserne vil falde voldsomt i pris fra det nuværende niveau. Det tillader en omkostningsmæssig betragtning simpelthen ikke. De fleste markedsaktører er dog enige om, at prisstigningstakten fra årets første måneder ikke kan fortsætte længe endnu. Der er for første gang i meget lang tid en tendes til højere priser i Europa end i Asien. Asien har ellers i årevis været råvareproducenternes darling på grund af sin store vækst og evne til at betale højere priser end alle andre markeder i verden. En strukturel prisforskel mellem verdensdelene vil automatisk tiltrække mere råvareimport til Europa, og i sig selv virke stabiliserende på priserne. Derudover er den forventning om, at den europæiske efterspørgsel efter råvarer vil flade ud i anden halvdel af 2012. Gældskrisen og de højere råvarepriser i sig selv vil trække Europa ned i et lavere gear, og formodentlig også have en stabiliserende virkning på priserne fra omkring eller lige før sommerferien 2012.
Så de, der håber på stabilitet, får snart deres ønsker opfyldt – det er den gode nyhed – men den dårlige nyhed er så, at det vil ske på et langt højere niveau, end hvad vi alle sammen forestillede os for blot få måneder siden. Det betyder polyethylen- og polypropylen-priser på over EUR 1500 per ton og hele rækken af tekniske plasttyper tilsvarende højt prissat.
Hvad angår den mere langsigtede prisudvikling, er nøglen til forståelsen heraf gravet ned i Mellemøstens urolige sand. Det kræver mere end almindeligt gode evner som spåkone at forudsige olieprisudviklingen præcist i de kommende 12 måneder – samt at forudsige hvorvidt et gryende amerikansk økonomisk opsving (som altid følges af glubende appetit på olie) kan skabe yderligere prisstigninger.
Det langsigtede svar blæser i vinden. Men foreløbig bør man altså indstille sig (og sine kunder) på høje råvarepriser. Sådan er det bare.