Plastindustrien støtter tilbundsgående undersøgelse af styren

Ikke-kategoriseret
Del:

Af Helle Fabiansen, Plastindustrien

Plastindustrien har indledt et samarbejde med Henrik Kolstad, forsker og overlæge ved arbejdsmedicinsk klinik i Aarhus, om at undersøge, om arbejde med styren kan være kræftfremkaldende.

Styrens helbredseffekter blev første gang undersøgt i 1995. Her konkluderede Kolstad, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for en sammenhæng mellem udsættelsen for styren og kræft. Diskussionen er dog igen blevet aktuel efter forårets sag om styrenarbejde hos LM Wind Power, og efter de amerikanske sundhedsmyndigheder i juni opgraderede styren til at være ”sandsynligvis kræftfremkaldende”. Det fik tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til at opfordre danske forskere til at kulegrave styrens helbredseffekter.

Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###

På et møde arrangeret af Plastindustrien den 19. august præsenterede Henrik Kolstad sit forslag til en undersøgelse af styreneksponeringen og risiko for kræft og fosterskader. Der er tale om en opfølgningsundersøgelse af ansatte i den danske glasfiberindustri 40 år tilbage og frem til i dag. Ved at sammenkøre data om jobfunktion, ansættelseslængde, eksponering og helbredsregistre skal undersøgelsen give svar på, om udsættelse for styren medfører forøget risiko for kræft.

Henrik Kolstad understregede på mødet, at et samarbejde med kompositindustrien er helt afgørende for undersøgelsen. Der var da også positive tilsagn fra råvareleverandører og kompositvirksomheder om at bidrage med oplysninger om ansatte, styrenmåledata, produktionsforhold og materialeudvikling. Plastindustrien vil sammen med repræsentanter fra fagbevægelsen deltage i projektets følgegruppe.