Ny regering, nye udfordringer

Ikke-kategoriseret
Del:

Af Peter Skov, Plastindustrien
 

Hermed et tillykke til de valgte folketingmedlemmer og et velkommen til den ny regering, når den tiltræder.

Mens dette skrives, venter vi med spænding på resultatet af forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Valget var et close race, der gav et tvetydigt resultat: På den ene side er flertallet for forkortning af dagpengeperioden, reform af efterlønnen, nej til millionærskat og andre forøgelser af indkomstskatten tilsyneladende intakt. På den anden side er der risiko for, at det flertal kan få svært ved at finde hinanden igen her efter valget, især hvis de radikale går med i en rød regering. Derfor er der grund til at frygte, at den politiske vilje til nødvendige nye reformer i realiteten nu er svækket.

Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###

Endvidere er der stor fare for, at det nye flertals grønne ambitioner fører til usikkerhed om vigtige rammebetingelser for produktion i Danmark. Her er en dagsorden, hvor både SF, Enhedslisten og de radikale kan samles om at lægge pres på Socialdemokratiet. Plastindustrien vil når ministre og ordførere er på plads, tage kontakt til de pågældende og stille os til rådighed for dialog og information om plastrelevante emner.

Forhåbentlig lægger regeringsgrundlaget valgets klare tale om den økonomiske politik til grund. Befolkningen skal ikke trækkes igennem trepartsdrøftelser om beslutninger, som Folketinget nu endelig har taget efter årelang politisk debat og utallige kommissionsrapporter. Ansvaret for reformer – især dem der gør ondt, før de virker – påhviler Folketinget. Udskydelse fører til usikkerhed om Danmarks vilje til at føre ansvarlig økonomisk politik, og initiativet forplumrer de forestående overenskomstforhandlinger. Begge dele yderst skadeligt for væksten, som alle ønsker sig.