Professor Nina Cedergreen: Lovgivningen omkring kemi gør, at jeg føler mig sikker

Nina Cedergreen er uddannet biolog og arbejder med kemikalier – især pesticider og økotoksikologiske effekter i miljøet, lavdosis effekter og cocktaileffekter. Nina Cedergreen underviser studerende på Københavns Universitet i risikovurdering og lovgivning af kemikalier i EU.

Vi har stillet hende en række spørgsmål om, hvordan vurderingerne af kemien i vores hverdag bliver til, og hvordan reglerne bliver fastsat.

Hvad er typisk grundlaget for lovgivningen omkring kemi?

– Der er forskellig lovgivning for forskelige grupper af kemikalier, og de bliver vurderet forskelligt. Pesticider, biocider, lægemidler, kosmetik og fødevaretilsætningsstoffer har fx hver deres egen lovgivning.

– Den forholdsvis ny kemikalielovgivning REACH er trådt i kraft i EU, og den skal tage hånd om de kemikalier, der ikke er omfattet af særlovgivninger. Her kræver EU som minimum et basalt datasæt for, hvad og hvordan mennesker bliver udsat for stofferne og test af deres farlighed, så der kan laves en risikovurdering.

– Jo mere der produceres eller importeres af et stof, jo strengere krav. Det handler om cirka 100.000 kemikalier, så det er et kæmpe arbejde, der endnu ikke er fuldt implementeret.

– Det er uundgåeligt, at meget vil blive udfaset, når man laver en lovgivning med strengere krav. Men det synes jeg også er fint. Vi får færre produkter til rådighed, men dem vi bruger, vil vi så til gengæld vide mere om.

Når eksperter i EU fastsætter grænseværdier – kan forbrugerne så føle sig sikre?

Jeg føler mig sikker og tryg. Der bliver risikovurderet og fastsat en grænse for, hvor meget af et stof man kan indtage uden risiko. I den værdi er der indregnet sikkerhedsfaktorer. Det betyder, at eksponeringen hos forbrugerne ligger langt fra de fastsatte grænser, hvor der ikke er set nogen effekter.

– Så hvis man bruger produkterne efter de forskrifter, der er angivet, og hvis man bruger danske produkter, så har jeg stor tillid til sikkerheden. Jeg har ikke den samme tillid til produkter, der kommer fra lande uden for EU. Der er ikke ressourcer til at få alt tjekket ordentligt.

– Det er vigtigt at understrege, at ingen producenter har lyst til at investere rigtig mange penge i nye produkter og ingredienser, som risikerer at blive forbudt, så industrien gør rigtig meget ud af at teste med de værktøjer, der findes, for at opnå sikre produkter og dermed en god forretning. Og meget bliver testet på uafhængige laboratorier – ikke af virksomhederne selv. Det er troværdigt.

– Det burde industrien oplyse mere om, da mange forbrugere har en generel mistillid til industrien. Lovgivningen skulle gerne give Europa en fordel med mere sikre produkter frem for billigt producerede og farligere produkter fremstillet andre steder i verden.

Hvad er udfordringerne på risikovurderingsområdet?

– Vi har en stor udfordring med cocktaileffekter. I dag risikovurderer vi enkeltstoffer, og selv om grænseværdierne er overholdt for de enkelte stoffer, så kan de sammen godt have en uønsket effekt.

– Indenfor REACH bliver cocktaileffekter ideelt set vurderet samlet for ét produkt, men vi vurderer ikke udsættelsen fra flere produkttyper. Her er det svært at afgøre, hvad du bliver udsat for. Og det er der ikke fundet en løsning på. Dog kan vi sige, at med brugen af sikkerhedsfaktorerne, så har vi måske også taget højde for de mange små input og dermed også for cocktaileffekter.

Hvad er vejen frem?

– Beregninger baseret på forskellige eksponeringsscenarier kan være vejen frem sammen med stadig anvendelse af sikkerhedsfaktorer. Det kan også føre til, at vi måske kan hæve grænseværdierne for nogle stoffer, som i dag er reguleret ud fra politiske principper og ikke på baggrund af giftighed. Det vil blive en kæmpe udfordring at forklare forbrugerne.