Plastdagen 2016 stiller skarpt på fremtiden for danske plastvirksomheder

Den 12. maj inviterer Plastindustrien til årets højdepunkt i brancheregi i form af Plastdagen 2016 i Industriens Hus! Under overskriften ‘Hvordan ser fremtidens plastindustri ud?’ sætter arrangementet fokus på de trends og spilleregler, der vil kendetegne udviklingen inden for branchen.

Del:

Hvordan tegner fremtiden for den danske plastbranche? Det kan deltagerne blive klogere på til årets Plastdag den 12. maj i Industriens Hus. Disruption, industri 4.0, bæredygtighed og tættere samarbejde i leverandørkæden er nogle af de emner, som Plastindustrien stiller skarpt på denne dag.

Deltagerne kan bl.a. opleve:

  • Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, fortæller om hvilke trends, der vil præge fremtidens plastindustri
  • Disruption er et af tidens buzzwords. Investeringsrådgiver Henrik Franck fortæller, hvordan det sker i praksis
  • Flemming Bjørnskov Nielsen, indkøbsdirektør i Louis Poulsen A/S, fortæller, hvad han forventer sig af fremtidens underleverandør
  • Hos Færch Plast arbejder de målrettet med bæredygtighed og CSR. Hør hvorfor fra Thomas Tang, director group strategy & commercial affairs i Færch Plast
  • Blærerøven Mads Christensen giver dig et underholdende kursus i kundeforståelse

– Det er svært at spå om fremtiden, men til Plastdagen 2016 vil indlægsholderne alligevel give det et kvalificeret skud. Vi skal som branche være meget opmærksomme på hele tiden at være på forkant med samfundsudviklingen og på kundernes forventninger til os. Derfor er det også nærliggende at stille skarpt på, hvordan rammerne for vores virksomheder sandsynligvis kommer til at se ud, fortæller Thomas Drustrup, der er adm. direktør i Plastindustrien.