Interview med Plastic Change: Derfor skal NGO’er og industrien arbejde sammen

Det kræver bredt samarbejde at løse et komplekst problem som plast i havet.  Det mener stifteren bag miljøorganisationen Plastic Change, Henrik Beha Pedersen. Han finder det derfor helt oplagt, at NGO’er og industri arbejder tæt sammen. Han peger på, at der ligger et enormt forretningspotentiale, hvis vi kan hjælpe hinanden med at udvikle fremtidens bæredygtige plastløsninger.

Del:

I over et år har Plastindustrien arbejdet tæt sammen med NGO’en Plastic Change med et fælles mål: At finde holdbare løsninger på problemer med plast i havene.

LÆS OGSÅ: Derfor samarbejder vi om ’Projekt Plastfrit Hav’

Men hvad er Plastic Change egentlig for en størrelse? Hvorfor giver det mening for en miljøorganisation at samarbejde med industrien? Og hvordan kan danske plastvirksomheder indgå som en del af løsningen på de enorme miljøproblemer med plast havene?

Vi har taget en snak med Plastic Changes grundlægger, miljøbiolog Henrik Beha Pedersen.

Arbejder for mere viden og fælles løsninger

Fortæl lidt om Plastic Change. Hvorfor har du skabt organisationen, og hvordan arbejder I?

– Ideen til Plastic Change kom, da jeg tog et sabbatår og så efter muligheder for at starte en ny organisation. Her blev problemstillingen med plast i havene ved med at poppe op. Samtidig kunne jeg se, at ingen Danmark havde givet problemet en stemme. Med min baggrund som miljøbiolog og som sejler, så var der her en mulighed for mig for at gøre en reel forskel.

– Det var helt fra starten vigtigt for mig, at jeg med Plastic Change kunne søge det brede samarbejde. Jeg mener, det er helt centralt for at løse et problem som plast i havet. Plastik er en omfattende del af vores hverdag – på godt og på ondt. Derfor kræver løsningerne på de problemer, som plasten skaber, også et omfattende samarbejde. Samtidig er plasten i havet en udfordring, hvor der er bred enighed om behovet for løsninger. Det skaber et værdifælleskab på tværs af alle mulige skel. Det gør det samarbejde, vi har mellem Plastindustrien, Det Økologiske Råd og Plastic Change, helt oplagt for mig.

– Udover dialog og samarbejde så er dokumentation og forskning også en stor del DNA’et i Plastic Change. Vi vil gerne være med til at opbygge den viden, der skal til, for at vi kan finde de rigtige og langsigtede løsninger. Det gør vi bl.a. med vores ekspeditioner, hvor vi indsamler data omkring mængder og typer af plast i havet. Når man støtter Plastic Change, er man derfor også med til at støtte den forskning, der er nødvendig for, at vi kan træffe de rigtige beslutninger om, hvordan vi skal håndtere problemet.

Ikke imod plast – men imod når plasten bliver brugt forkert

Hvornår har Plastic Change nået sit mål?

– Lige nu er forudsigelsen, at den globalt voksende købekraft og stigende overbefolkning fører til, at vi om ti år har fordoblet mængden af plast i havet. Det er på alle måder uholdbart – for os alle sammen. Vores helt primære formål er at få knækket den kurve, så vi ser et fald i stedet for.

– Vi er ikke imod plast. Plasten har mange gode egenskaber. Jeg har netop været en tur i Los Angeles for at tale med en række af de store organisationer på det her område. Når man flyver den tur, så foregår det i et fly, der for en stor dels vedkommende består af plast. Det giver mening, fordi det gør flyet lettere, så det bruger mindre brændstof.  Det er positivt. Men vi er som organisation imod, når plasten bliver brugt og håndteret forkert. Vi vil gerne arbejde henimod, at vi som samfund forholder os mere kritisk til, hvor det giver mening at bruge plast, og hvor det ikke gør.

Kan du give nogle eksempler på forkert brug af plast?

– På en af vores ekspeditioner var vi bl.a. på Bermuda. Her kan du se tandstikker i plast ligge over alt på strandene. Det mener jeg er et oplagt eksempel på, at man bruger plasten forkert, for den helt nemme løsning på det problem er at lave tandstikkerne i eksempelvis træ. Der er ingen praktiske eller miljømæssige grunde til at producere tandstikken i plast. Tværtimod.

Plastflasker, der kun bruges en gang, mener jeg heller ikke er hensigtsmæssigt. I lande uden pant- og retursystemer ender flaskerne alt for ofte i naturen og i havet. Et sidste eksempel er mikroplastik i cremer, og her er vi jo også helt på linje med Plastindustrien. Det er unødig brug af plast, der tit ender i havet.

Henrik Beha Pedersen, Stifter af Plastic Change

Virksomheder skal være på forkant

Hvad vil du så anbefale den virksomhed, som  beskæftiger en masse mennesker med fx at fremstille tandstikker i plast, og som har investeret mange penge i netop det?

– Der er flere svar til dette, og jeg ved godt, det ikke er let. For mig at se er en af nøglerne til succes som plastvirksomhed dog at være i stand til at forudse kunder og myndigheders krav til produkternes bæredygtighed. Hvis jeg var nu fx var producent plasttandstikker, så ville jeg arbejde målrettet mod at finde en løsning i et forgængeligt biomateriale gerne støbt i den samme form. Og så ville jeg tilbyde mine allerede eksisterende kunder det miljørigtige alternativ. På den måde kan markedet fastholdes for plastproducenten.

– I Plastic Change tilbyder vi et elitenetværk, hvor virksomheder kan mødes og sparre om, hvordan man bedst kan være proaktiv og forudsige den konkurrence, der vil komme fra de mere miljørigtige alternativer. Der kunne man jo også starte.

Fokus skal være på at stoppe tilførslen – ikke på at samle ind

Hvad mener du, vi skal gøre ved den plast, der allerede er endt i havet?

– Sat lidt på spidsen, så vil jeg sige: ”Glem det”.  Det er i hvert fald ikke der, vi skal kigge først. Vi vil aldrig kunne fiske det op i det tempo, som der bliver tilført ny plast til havmiljøet. Det klart vigtigste er at få bremset tilførslen. Det gør vi på land. Løsningerne findes på land.

– Her mener jeg, det er lande som Danmark, der skal gå forrest. Det er os, der har de ressourcer og det overskud, det kræver at finde de gode løsninger. Vi kan ikke forvente, at udviklingslande, hvor befolkningerne er pressede på flere fronter, kan løfte det her.  De kæmper allerede med at plastikforureningen rammer socialt skævt, fordi de ikke har infrastrukturen til at samle affaldet ind.

– Vi er formentlig også selv en stor del af kilden til problemet. Vores tekstiler indeholder fx millioner af syntetiske fibre, som frigives fra tøjet i vaskemaskiner. Det kan rensningsanlæggene ikke tilbageholde. Vi har også en udfordring med fiskeredskaber. I dag er der ikke pant på trawl, som derfor ofte dumpes, i stedet for at en virksomhed som Plastix i Lemvig kan få dem ind til oparbejdning. Det kan de finde ud af på Island.

Stort forretningspotentiale i at skabe og sælge løsninger

Kan det være muligt at bruge udfordringen til noget positivt?

– Ja, det mener jeg bestemt. Jeg tror, at om 10 år vil vi se tilbage og undre os over, hvor meget plast vi bruger og håndterer forkert i dag. Og det er ikke nødvendigvis negativt for plastvirksomhederne i Danmark. Jeg mener, vi står i en helt unik situation lige nu, hvor der er et enormt potentiale i at udvikle og potentielt sælge og eksportere de gode løsninger. Det kræver, at vi tør lege med innovationsdelen for alvor og tænke helt ud af boksen. Vi kan lære meget af at se på, hvad der ender i havet. Der er mange svar på, hvad vi skal substituere i den konkrete empiri.

– Men jeg ser også en risiko for, at vi taber kapløbet om løsningerne og den knowhow og miljøteknologi, der kunne følge med. Tyskerne er fx langt foran os med hensyn til at kunne sortere og oparbejde. Grunden er for mig at se simpel. Deres producentansvarsordning har ført til, at det meste plastik føres tilbage og oparbejdes. Det er god business for tyskerne. Måske skulle Plastindustrien stille krav om en lignende ordning i Danmark.

Håber på mere direkte samarbejde med plastvirksomheder

Hvad kan plastvirksomhederne og plastbranchen gøre derudover, som du ser det?

– Jeg er meget glad og tilfreds med vores samarbejde med Plastindustrien. Det er en spændende rejse, vi er begyndt på. At det er muligt med sådan et partnerskab er med til at gøre, at jeg er fortrøstningsfuld omkring, at vi kan løse problemet. Vi savner dog i Plastic Change en mere direkte dialog med plastvirksomhederne om, hvordan vi kan hjælpe dem – og de kan hjælpe os.

– Vi tilbyder muligheden for at sponsorere vores organisation på forskellige måder. Til gengæld for sponsoratet tilbyder vi både eksponering, netværk, den seneste viden på området og en lang række andre ting. Det vil vi rigtig gerne tale mere med virksomhederne om, for jeg mener, det kan blive win-win for begge parter. Vi har nogle virkelig vigtige globale spillere inden for plast i Danmark – både store virksomheder og mindre men innovative virksomheder. Jeg tror på, at vi sammen kan gøre en stor forskel.